|
Beliggenhed
Velkommen til Fanø Bryghus
56km2 - det er alt hvad Fanø har at byde på. Men hvilke 56km2. Med færge, uden bro. Formet af vind og vejr. Sand og plantevækst. Et fortidens turistmekka for overklassen og nu en af danmarks dejligste ferieøer, specielt for danskerne. Her bor vi. I Nordby. Med Vadehav og sandstrande langs kysterne. Lyng, der slynger sig på marsken. Og vind og vejr, der både tiltrækker sæler, fulge og drager. Og vi nyder det.
Og det er herfra vi igen vil give vores bud på smagen af Fanø. Inspireret af øl fra hele verden vil vi skabe lokalt forankrede øl gennem vadehavs ingredienser, egnsopskrifter eller bare vestjysk sindighed og skabe unikke kvalitetsøl, der igen kan plante Fanø på Ølkortet. Så kig forbi.
Tag færgen fra Esbjerg. Gå op til hovedgaden ned forbi vores fantastiske Slagter Christiansen, det arbejdende Glaspusteri, videre forbi Brugsforeningen og den smukke, gamle Kirke - der til hver en tid er et besøg værd, Og når hovedgaden slutter drejer du til højre. Ned ad Strandvejen. Bare 50m, så er du der. Der ligger vi. 14 minutters slæntrende gang gennem den gamle, charmerende by. Med øl i hanerne, snacks i poserne og sol i forhaven - hvis altså solen skinner. Så kom.
Vi glæder os til at se dig!
|
 |